Charlotte Scott Larsen ny administrerende direktør i Ragn-Sells Danmark

Den hidtidige salgs- og markedsdirektør Charlotte Scott Larsen er ny administrerende direktør for Ragn-Sells Danmark. Efter 20 år hos Ragn-Sells har Massimo Forti besluttet at forfølge andre muligheder uden for virksomheden

03 jul. 2023

”Efter 20 år i Ragn-Sells er det blevet min tur til at sige farvel. Det har været 20 fantastiske år, der har været berigende og spændende. I den periode er Ragn-Sells Danmark gået fra at være en regional vognmandsforretning til at være en af Danmarks bedste selskaber inden for genanvendelse af affald og industriservice. Ånden i Ragn-Sells er efter min opfattelse en af vores styrker. Derfor er jeg også virkelig glad for, at Charlotte Scott Larsen har sagt ja til at påtage sig ansvaret for at drive virksomheden videre,” siger Massimo Forti.

Om sit nye job siger Charlotte Scott Larsen.

”Jeg er superglad og beæret over, at jeg er blevet betroet stillingen som administrerende direktør. Samtidig er jeg meget ydmyg over rollen. Ikke mindst fordi jeg tager over efter Massimo Forti, der har betydet rigtig meget for virksomhedens positive udvikling igennem mange år. Så jeg er meget bevidst om og ydmyg omkring, at det er nogle store sko, jeg skal udfylde”.

”Der er utrolig mange vigtige dagsordner inden for den grønne omstilling, som Ragn-Sells kan og vil bidrage til, og det glæder jeg mig til at stå i spidsen for.

Med mere end 15 års erfaring fra branchen har Charlotte Scott Larsen en god portion branchekendskab med sig. I januar 2023 kom hun tilbage til Ragn-Sells Danmark som salgs- og markedsdirektør efter at have været væk i godt 3½ år.

Samtidig med jobbet som administrerende direktør for Ragn-Sells Danmark indtræder Charlotte Scott Larsen også som administrerende direktør for OMØ, bestyrelsesmedlem i MiljøLogistik samt i Greenport.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør Ragn-Sells Danmark, Charlotte Scott Larsen, +45 5060 2218, charlotte.scott.larsen@ragnsells.com

Massimo Forti og Charlotte Scott Larsen